Kræmmerne
Danmarks bedste kræmmere opstiller deres boder på ÅRHUS KRÆMMERMARKED. De fleste kræmmere har været med i mange år, men der kommer hvert år nye kræmmere ind på markedet.
Flere end 200 kræmmere fylder deres boder med alt mellem himmel og jord, og er du på jagt efter en mundblæst flaske til krydderdrammen, et gammelt Tin Tin hæfte, en lækker softice, hotdogs med det hele, Århus Pigegarde, en amagerhylde, farvede balloner, popcorn, musik og øltelte, en antik kagegaffel, salonmusik, 3 halve for 25 kr., eller vil du bare hygge dig blandt mange mennesker, så er du velkommen i Tangkrogen.
ÅRHUS KRÆMMERMARKED har været arrangeret siden 1989, og haft næsten 800.000 besøgende. Overskuddet på kr. 12 millioner er anvendt til Lions klubbernes humanitære arbejde i Århus, i Danmark og i hele verden.
Er du kræmmer og ønsker at leje en stadeplads kan du blive skrevet på venteliste, hvis du ringer på tlf. 86 13 36 00.
En Kræmmerhistorie om kræmmere
Er kræmmerne nogle underlige mennesker, “nogle endda med arbejde og uddannelse ? Står de fra tidlig morgen til sen aften og sælger “kræmmervarer”? Spiller deres radio hele tiden en sang der hedder “Kræmmersjæl” og står der i bibelen: vi er alle kræmmere for Vorherre? Hvad er egentlig en kræmmer? Hvad er kræmmervarer og hvad er en kræmmersjæl?
En kræmmer skriver i Kræmmerforeningens blad, at han tror at de fleste har en lidt negativ opfattelse af ordet “kræmmer”, (undtagen Vorherre naturligvis).
En kræmmer opfattes af mange som en tyk alkoholiseret bondefanger med for højt blodtryk og en faldefærdig campingvogn. Kræmmervarer opfattes oftest som en blanding af storskrald og overskuddet fra det lokale loppemarked, og en kræmmersjæl som en der handler om hvad som helst , bruger alle midler og tager alt hvad han/hun kan trække ud af børn og gamle.
Derfor synes kræmmeren at det er på tide at påvirke omverdenens opfattelse af kræmmere og fortælle lidt om hvad en kræmmer egentlig er.
- En kræmmer står op klokken 2 om morgenen og pakker i timevis for at stå i en eller flere dage, på asfalten, på græs eller i et mudderhul for kr. 5 i timen, og elsker det.
- En kræmmer smiler forstående når fru direktør Gyldenkål smadrer den dyreste porcelænsfigur på bordet og siger “åh, det var synd” og går videre.
- En kræmmer betragter uden kny sit gamle fotografiapparat blive totalt adskilt og bukket og bøjet til ukendelighed af utallige “tekniske” mænd, der alle sammen har, eller har haft, et magen til der hjemme.
- En kræmmer forklarer tålmodigt den pæne ældre dame, at hun ikke kan få kr. 20.000 for sin gamle juleplatte fra 1970, vel vidende at hun tænker “ja, det er godt med dig, mig skal du ikke tage røven på”.
- En kræmmer behersker sig (dog med en del besvær) når den vittige unge mand med bajeren, og den lokale skønhed under armen, vælter sig ind over varerne og fyrer den samme vittighed af om den udstoppede ilder, som man har hørt 1 million gange før. (Man kunne frygte at en kræmmer på en dårlig dag mistede besindelsen, ofrede sin ilder og placerede den der hvor den retteligt burde sidde).
- En kræmmer køber en lampe for kr. 100 og sælger den for kr. 50 til de pæne unge mennesker, som ikke havde råd til den vidunderlige lampe, den passede lige til bordet i deres nye lejlighed.
- En kræmmer slæber et dukkehus med på de næste 10 markeder, til damen der aldrig kommer.
- En kræmmer leder i timevis efter kunden, der glemte sin paraply, og opbevarer gerne en kakkelovn og et badekar hele dagen (købt hos en anden kræmmer).
- En kræmmer tager med glæde fugleburet retur til fuld pris, som damen købte i foråret 1968, fordi hendes undulat døde i mellemtiden. “Hvad skal jeg med et fuglebur, når min elskede lille piphans er død?”
- En kræmmer føler sig som en forbryder, hvis han ikke gør kunden opmærksom på en lille ridse i bunden på et fad til kr. 5. (En rigtig kræmmer ville aldrig kunne sælge en tilstandsrapport, en forsikring eller et mobiltelefon abonnement.
- En kræmmer er ærlig og ligefrem, Han skilter med varens reelle pris og opkræver aldrig renter eller gebyrer som f. eks. banker og forsikringsselskaber, – der føler han er lusket og under sin værdighed.
- En kræmmer er underkaster naturens luner, han har intet sikkerhedsnet og ingen forsikringer (undtagen for andre, naturligvis, – tænk hvis fru Gyldenkål fik figuren over tæerne).
På baggrund af denne beskrivelse mener kræmmeren at være nået frem til: “Definitionen af en kræmmer”: En kræmmer et godmodigt menneske, ærligt, hjælpsomt og uselvisk menneske, som lever i harmoni med sig selv, sin kræmmersjæl og sine omgivelser.
Kræmmeren understreger at denne definition er objektiv, baseret på virkelige hændelser og på ingen måde påvirket af at han selv er kræmmer.
Artiklen er underskrevet af en kræmmersjæl.
OBS.: mange kræmmere er medlem af en interesseorganisation Kræmmerforeningen 1981, foreningen hjemmeside er: www.kr1981.dk


